Købmagergade
POLYFORM arkitekter står bag designet af det nye Købmagergade som i øjeblikket er under opføring. Målet er at skabe et sammenhængende byrumsforløb fra Nørreport og hele vejen ned gennem det københavnske strøg til Amagertorv.
Arbejdet med at udskifte gadens belægning er godt i gang, ligesom mange, der har gået en tur op ad Købmagergade for nyligt, måske har lagt mærke til, at der også er ved at ske forandringer på Kultorvet.
Vi kalder projektet: Fra Kultorvet til Mælkevejen.
Idéen bag projektet er at skabe et attraktivt og sammenhængende byrumsforløb fra Nørreport til Amagertorv. Et forløb som både sikrer byrumsmæssige oplevelser og størst mulig fleksibilitet blandt mange forskellige brugere. På en travl dag besøges Købmagergade af 100.000 mennesker. Derfor har vi valgt at skabe ét sammenhængende og niveaufrit bygulv, som strækker sig fra facade til facade i gadeforløbene og på de tilhørende pladser. Natursten i sorte og hvide nuancer skaber et helt unikt gadeforløb. Belægningen skifter langsomt karakter fra at være lys i gaderne til at være mørk på pladserne. På denne måde spiller belægningen og byrummene sammen.
Projektets 3 forskellige pladser fremhæves hver især for deres særlige historik eller funktion. På Kultorvet skifter belægningen karakter og understreger Kulsviernes historiske tilknytning. Herudover fungerer den nye fontæne både som samlingssted og scene ved forskellige arrangementer. På Hauser Plads skifter den hårde belægning til bløde og frodige bakker. Hauser Plads er den grønne oase midt i centrum – et fristed hvor man kan gynge, lege eller bare slappe af. På Trinitatis Kirke Plads skifter belægningen igen karakter og understreger Rundetårns særlige historie som tidligere observatorium. En stjernehimmel af små lys i belægningen forbinder himmel og jord.
Udbyttet af fornyelsen af Købmagergade er optimal tilgængelig og større herlighedsværdi for både beboere, handlende og forretningsdrivende.
I 2010 blev projektet longlistet af Wan Awards.
- Hvor: København K, DK
- Klient: Københavns Kommune
- Hvornår: 2008
- Program: Byrum
- Areal: 21.000m2
- Anlægssum: 74 millioner kroner
- Type: Inviteret konkurrence
- Status: Indvies primo 2013
- Rådgivningsform: Hovedrådgiver
- Team: Thomas Kock, Jonas Sangberg, Johanne Speyer, Martin Arfalk, Ola Nilsen, Nikolaj Frølund Thomsen, Signe Hertzum, Friedemann Rüter og Lotte Fjendbo Møller
- Samarbejdspartnere: Karres En Brands, Oluf Jørgensen ingeniører og Ulrike Brandi licht







